Ny hjemmeside tilpasset medlemmernes behov
Ny visuel identitet og målrettet indhold gør pension nemmere at forstå og giver tryghed til medlemmerne.
Forca udvikler og vedligeholder hjemmesiderne for Lærernes Pension, PKA og Pædagogernes Pension. Det gælder både de åbne sider og dem bag medlemmets login. I 2023 fik Pædagogernes Pension en ny hjemmeside med åbne sider.
Digitalt er hjemmesiden et omdrejningspunkt, som mange andre kommunikationskanaler peger ind til. Hjemmesiden skal derfor afspejle den visuelle identitet og den måde, pensionsselskabet møder medlemmerne på.
Hjemmeside med nyt udtryk
Udviklingen af en ny hjemmeside til Pædagogernes Pension kom i forlængelse af, at selskabet fik en ny visuel identitet med nyt logo, farver og en ny skrifttype. Derudover var der blevet udført kvalitative og kvantitative undersøgelser af medlemmerne, og en ny digital strategi blev fastlagt.
For Pædagogernes Pension har den nye visuelle identitet og medlemsundersøgelserne givet værdifuld viden om, hvordan hjemmesiden bedst møder medlemmerne. Derfor besluttede Pædagogernes Pension at lave en helt ny udgave af hjemmesiden før login.
Indhold og design
Forca ledte projektet gennem de forskellige faser, der foregik i samarbejde med Pædagogernes Pension og et eksternt bureau, som Forca har et strategisk partnerskab med.
Arbejdet med den nye hjemmeside begyndte med indholdsdesign, hvor indhold til den nye hjemmeside blev udvalgt og prioriteret. Sideløbende blev der udarbejdet en ny informationsarkitektur og menustruktur for at sikre en overskuelig sideopbygning. Herefter kom designfasen, hvor der blev udviklet et nyt designsystem, der oversætter den nye visuelle identitet til webvenlige komponenter og sidetyper, som skulle rumme det valgte indhold.
Teknisk opgradering
Undervejs udviklede Forca det tekniske fundament for hjemmesiden. I stedet for at lægge det nye indhold over på et gammelt system blev det i fællesskab besluttet at foretage en teknisk opgradering med et nyt CMS-system, som både passer bedre til det nye indhold og er fremtidssikret i forhold til sikkerhed og funktionalitet, så Pædagogernes Pension og Forca kan forbedre og udvikle hjemmesiden de næste mange år. Samtidig sørgede udviklerne for programmering af det tekniske fundament og nye elementer på hjemmesiden. Det gør, at redaktørerne nemt og hurtigt kan lægge indhold ind i det nye design.
Enkelt og trygt sprog
Sidst i projektet lå redaktionsfasen, hvor eksisterende tekster blev omskrevet til et sprog, der på baggrund af viden fra medlemsundersøgelserne gør pension nemmere at forstå og giver tryghed til medlemmerne. Sideløbende sørgede Forca for, at testning og release af den nye hjemmeside samt at overgangen til et stabilt driftsmiljø foregik smidigt.
”Vi kom godt i mål med vores ønsker i et tæt samarbejde mellem alle parter. Kombinationen af grundige medlemsundersøgelser og et nyt visuelt og sprogligt udtryk, som passer til netop vores målgruppe, har virkelig løftet medlemsoplevelsen,” siger Ana Walter Hestkjær, chef for Digital & Pension i Pædagogernes Pension.
Samarbejde mellem tre aktører
Fra start til slut var der løbende koordinering mellem Pædagogernes Pension, Forca og det eksterne bureau, så alle var tæt med i processen. Undervejs er der blevet vist foreløbige resultater, afstemt forventninger og lavet tilpasninger.
En klar opgavefordeling og et samarbejde, hvor alle gjorde, hvad de er bedst til, betød en smidig proces, som i efteråret nåede i mål med et flot resultat.
Med sit bløde og legende udtryk giver hjemmesiden medlemmerne en mere indbydende indgang til deres pension. Sproget er gjort enklere, mindre formelt, og formuleringerne er med til at betrygge medlemmerne i, at Pædagogernes Pension passer godt på deres opsparing.